Fortsæt til indhold

Aarhusiansk mand voldtaget af ekskæreste

Ifølge anklageskrift skete voldtægten i Hasselager i maj 2016

Krimi
Danni Paulsen

En lidt udsædvanlig voldtægtssag skal for retten i Aarhus onsdag i denne uge, hvor en 31-årig mand fra Albertslund er tiltalt for at have voldtaget en mand fra Aarhus.
Ifølge anklageskriftet, som Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt i, blev voldtægten begået den 22. maj 2016 på en adresse i Hasselager i Aarhus Syd.
Den 31-åriges forsvarer forklarer til Lokalavisen, at de to implicerede mænd tidligere har dannet par.

Fastholdt ekskæresten

På adressen i Hasselager skulle den 31-årige sjællænder klokken et om natten have tiltvunget sig analt samleje ved at sætte sig ovenpå ekskæresten og fastholde ham, mens han trak offerets bukser ned og forgreb sig på ham.
Derudover er den 31-årige mand fra Albertslund også tiltalt for blufærdighedkrænkelse, idet han efter voldtægten skulle have onaneret ud over ekskærestens ryg og baller.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, i hvilken grad den aarhusianske mand kæmpede imod overgrebet, men den 31-årige mand skulle angiveligt have truet ekskæresten med yderligere vold.

Nægter sig skyldig

Sagen starter onsdag morgen klokken ni, og den forventes ikke at vare længere end til middagstid.
Den tiltaltes forsvarer satser på en frifindelse.
“Min klient nægter sig skyldig, og han er skuffet over, at sagen er kommet hertil,” siger forsvarsadvokat Asser Lyngs Gregersen. dp