Fortsæt til indhold

"Jeg er rasende"

Fire biler brændte ud i Holte nytårsaften, mens to yderlige fik skader ved brandene. Politiet efterforsker sagerne, der foregik på to forskellige steder i Holte

Krimi
Thomas Schiermacher

Det var et trist syn, der mødte journalist og forfatter, Peer Kaae, og to andre bilejere på Holte Station den første dag i det nye år. På p-pladsen ved stationen stod nemlig tre udbrændte biler. Denne ene var Peer Kaae's Volkswagen Up.
Peer Kaae havde ikke fået besked om branden og blev noget overrasket, da han kom for at hente sin bil. Politiet havde ikke underrettet ham.
”Nej, det gjorde de ikke, hvilket også undrer mig. Jeg fandt den bare sådan, da jeg skulle hjem,” skriver han til Rudersdal Avis.
”Jeg er rasende over, at folk kan finde på den slags,” siger forfatteren, der på sin facebookprofil oplyser, at bilen er beslaglagt af politiet, der skal undersøge den nærmere.
”Tak for jeres kommentarer her på en irriterende første dag i det nye år... Min lille VW Up er nu et sørgeligt syn i medierne og er beslaglagt af politiet,” står der. Ifølge sn.dk blev bilbrandene anmeldt nytårsnat ved 23-tiden, og udover de tre udbrændte biler fik to andre parkedede biler skader på lakken på grund af varmeudviklingen.

Flere bilbrande i området

Bilbrandene på Holte Station var ikke de eneste af deres slags på årets sidste og første aften og nat. På en p-plads på Rudersdalvej i Holte blev politiet alarmeret om endnu en bilbrand omkring klokken 01.30. Her blev en parkeret Suzuki Swift fundet fuldstændig udbrændt.
Hvis man har set eller hørt noget i forbindelse med brandene i Holte nytårsnat så kontakt Nordsjællands Politi med informationer på telefon 1-1-4.