Sigtet er gået med til frivillig forlængelse af varetægtsfængsling
Finn Due Larsen
Den 26-årige mand, der er sigtet for drabet på politimanden Jesper Jul, har fået sin varetægtsfængsling forlænget.
Manden er frivilligt gået med til en forlængelse af fængslingen. Det betyder, at han ikke skal møde i retten i Glostrup på onsdag, hvor den fire uger lange fængsling udløber. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Fængslingen er blevet forlænget i yderligere fire uger.
Den 26-årige mand blev sigtet for drab og fængslet efter et grundlovsforhør i Glostrup Ret den 7. december. Det var dagen efter, at Jesper Jul var blevet skudt ned på politigården i Albertslund. Han døde senere af sine kvæstelser.
Den 26-årige nægter sig skyldig.