Men så trådte cyklist til
Jens Berg Thomsen
Onsdag morgen blev en 92-årig kvinde udsat for et tasketyveri ved stien bag Petersborgvænget i Hillerød. Tyveriet skete mellem klokken 7.30 og klokken otte, da kvinden kom gående, og tre unge mænd på omkring 18 år rev tasken fra hende. De tre kom gående bagved, skriver politiet på døgnrapporten.
Kvinden fik dog hjælp af en mand på cykel, der overværede situationen. Han cyklede efter de tre og fik den beige lædertaske vristet tilbage. Han gav tasken til den 92-årige og rådede hende til at tage en anden vej end stien, fortæller politiet. Kvinden har ikke noget signalement af de tre tasketyve, og hun ved heller ikke, hvem den heltmodige hjælper var.