Politiet angreb pædofil spejderleder med chokgranater og smadrede døre og vinduer i hans rækkehus
Et ti sider langt anklageskrift med beskrivelser af overgreb mod små piger og optagelser af børnepornografi ligger i denne uge som grundlag for en retssag mod en 44-årig mand.
Manden, der har boet i et rækkehus i Ølstykke, hvor han også blev anholdt, er bl.a. anklaget for at begå flere overgreb i mod små piger, imens de har ligget og sovet. Ifølge eb.dk er den 44-årige mand tidligere spejderleder, og han er tidligere dømt for overgreb på nogle af de mindreårige piger, som også går igen i det nye anklageskrift. Eb.dk fortæller, at det ikke er børn han hverken er far til eller i familie med, men det er børn, der er kommet i hans rækkehus i Ølstykke.
Overgrebene har ifølge anklageskriftet fundet sted helt tilbage fra 1996 bl.a på en adresse i Vallensbæk og frem til 2014 bl.a. i et rækkehus i Ølstykke.
Ud over anklagerne om de grove overgreb imod de mindreårige piger fandt politiet ved ransagning af mandens hjem ikke færre end 114.421 billeder med børneporno og 9.861 videooptagelser med en samlet længde på 1264 timers børnepornografisk materiale. Herudover fandt man både magasiner og VHS-bånd ligeledes med børnepornografisk materiale.
Manden er desuden anklaget for at have optaget video af små nøgne børn i omklædningsrummet i Lalandia i Rødby samt at være medlem af det pædofile netværk 'The Love Zone' på internettet.
Ifølge eb.dk var kravene til medlemmerne af 'The Love Zone', at de skulle bidrage med nyt børnepornografisk materiale en gang om måneden, og at de skulle selv begå overgreb mod børn og filme det, hvilket den 44-årige ifølge anklageskriftet også har gjort.
Kastede med chokgranater
Den 44-årige mand blev anholdt på sin daværende adresse i Ølstykke en fredag aften under 'Vild med Dans', hvor døre og vinduer blev smadret, og politiet ifølge eb.dk også kastede med chokgranater. Det skyldes, at politiet fra en aflyttet chatsamtale, havde en formodning, om at den 44-årige mand havde installeret en række sikkerhedsforanstaltninger i huset netop i tilfælde af, at politiet skulle komme. Politiets aktion lykkedes dog, og den 44-årige nåede ikke at destruere den enorme mængde børneporno, han var i besiddelse af.