Ejer får 2½ års fængsel
Grænsebutikkerne ved den dansk-tyske grænse er det centrale omdrejningspunkt i den mest omfattende sag i svensk historie om indsmugling af spiritus. Sagen fik torsdag sin ende i Östergötland, hvor i alt 11 personer modtog fængselsdom. Det fortæller svensk tv ifølge Lokalavisen.dks svenske søsteravis, Lokaltidningen.se.
En af de dømte er ejeren af et busselskab, som i fast rute har fragtet svenskere på de såkaldte "sprit-busser" frem og tilbage mellem Tyskland og Sverige. Hver gang med lasten fuld af spiritus. Ifølge SVT Øst er der blevet smuglet tonsvis af alkohol hver uge, og dermed har de dømte gjort sig skyldige i, hvad der betegnes som alvorlig organiseret kriminalitet ved systematisk smugling og ulovlig salg af alkohol.
Ejer busselskabet skal 2½ år i fængsel og de ti andre anklagede - blandt andet sønnen til busselskabets ejer - modtog fængselsstraffe på mellem seks og otte måneder, skriver Lokaltidningen.se.
Ifølge beregninger fra SVT har nogle af de svenske spritbusser tjent næsten 25 millioner om året på ulovlig import og salg.