Fortsæt til indhold

GPS-sporing har ført os frem til tyve

Ordensmagten har ofte nemmere ved at anholde indbrudstyve ved hjælp af borgernes GPS-trackere

Krimi
Emil Hermann

Selvom det langt fra er alle fynboere, der har gemt en GPS-tracker i deres bil, campingvogn, båd eller trailer for at kunne opsøge potentielle tyveknægte, så har Fyns Politi alligevel allerede haft adskillige sager gennem systemet.

“Jeg kender til 10-20 sager, hvor folk har ringet ind til os og fortalt, at de har fået stjålet en ejendel, hvor de har gemt en tracker et sted på den,” fortæller Mette Hansen, fagkoordinator i efterforskningen hos Fyns Politi.

I flere af sagerne er det lykkedes Fyns Politi at finde frem til tyvene ved hjælp af GPS-sporingen.

“Der er ingen tvivl om, at det er meget nemmere at finde frem til de skyldige, når vi har pejlinger at gå efter. Men jeg vil gerne understrege, at det afhænger af, hvor præcis trackeren er i sin sporing,” siger Mette Hansen og uddyber:

“Hvis vi bliver henvist til et stort lejlighedskompleks, så kan vi ikke vide, om genstanden befinder sig i stuen til højre eller venstre. Derfor må vi ikke bare vade ind i flere lejligheder,” konstaterer hun.

Mette Hansen mener, at efterforskningen kan være nemmere for politiet, hvis det drejer sig om større ting - såsom gravemaskiner fra byggepladser, biler eller både.

“De vil typisk blive gemt i større rum, hvor vi ikke skal ind på flere adresser. Men vi kan også risikere, at tyvene allerede har læsset godset op på en trailer og er på vej østpå. Her handler det om at være hurtige til at gribe ind, for hvis de først er kommet til Polen, så er det nærmest umuligt at få tyvekosterne tilbage.”

Forsikring: God idé

Forsikring og Pension, brancheorganisation for blandt andet forsikringsselskaber, bakker op om den nye teknologi, fordi GPS-trackeren kan spare markedets aktører for penge.

“De tiltag, der kan være med til at stjålne ting bliver genfundet hurtigere og mere effektivt, dem bakker vi positivt op omkring,” siger Arne Knippel, kontorchef i Forsikring og Pension.

“Men vi ved også, at nogle bander bruger jammere til sætte GPS-trackerne ud af funktion. Så bare fordi du har installeret en enhed, er det ikke ensbetydende med, at du går fri for tyverier.”