Jeg lovede min dreng, at jeg skulle bruge hans død

"Jeg ved godt lige med det samme, at han er død, og at der ikke er noget at gøre."
Christina Richter-Olesen husker tilbage på synet af sin kolde, lille livløse 14 måneder gamle søn med de fine lyse krøller, som ligger helt stille i sin seng. Ved siden af hende råber og skriger hendes kæreste Thomas fortvivlet sin sorg ud, og i soveværelset længere nede af gangen sidder parrets 3,5 årige datter Malou i forældrenes seng og ser tegnefilm.
4. oktober 2013 lægger Christina sin søn Mads til at sove, det er sidste gang, hun ser ham i live.
Det her er historien om, hvordan Christina og Thomas' lille dreng uden varsel dør i løbet af natten, hvordan man lever videre efter det utænkelige er sket, og hvordan Christina i dag har fundet et formål med sin søns alt for tidlige død.
Efter at ambulanceredderne om morgenen 5.oktober har konstateret, at de intet kan gøre, fortæller Christina sin datter, at mor og far skal på hospitalet med Mads.
"Jeg sætter mig ned og krammer hende nærmest mishandlende hårdt, så jeg tror måske, at hun godt kunne have fået lidt mærker af det, og så fortæller jeg hende, at Mads er død."
Herefter bliver Christina og Thomas sammen med Mads kørt til Herlev Hospital.
"Da vi kommer derud, så vælter hele verden, for nu er der andre mennesker, der kan tage over, og jeg falder om på gulvet," husker Christina.
Mads bliver lagt i en seng på en stue, hvor Christina og Thomas kan være sammen med ham. Han er kold, han har misfarvninger på kroppen og på siden af hovedet, og Christina og Thomas kan ikke få lov til at skifte hans ble.
"Han lugtede virkelig ulækkert, han svarede mig ikke, når jeg talte til ham, og han lugtede af ostepops ud af munden. Jeg kastede op flere gange, for jeg kunne ikke holde ud at være sammen med ham, og jeg gik med sådan nogle sindsyge tanker om, at jeg var verdens dårligste mor, fordi jeg brækkede mig, når jeg så ham. Det er fandeme ikke i orden at gøre, når man ser sine egne børn, og det er det jo," siger Christina, som sammen med Thomas også skulle ringe rundt og fortælle om Mads' død.
"Jeg skulle smadre nogle andre folks liv og fortælle, at Mads var død, og det skulle jeg jo gøre mange gange i løbet af 24 timer. Der er virkeligt ledt, det er som om, at ens telefonliste aldrig stopper."

Malou er redningen

Mads bliver begravet fra Smørum Kirke en uge senere, i sin Molodragt, med sutsko, hagesmæk og ble på, og kisten er foret med hans sengetøj. Både tøj og sengetøj er beskidt, det skal lugte af hjem.
Efter bisættelsen og alt det praktiske i forbindelse med den er overstået, skal parret lede efter en grund til at stå ud af sengen hver morgen. Midt i sorgen bliver det 3,5 årige Malou, der redder sine forældres liv.
"Hvis hun ikke havde været der, tror jeg stadig, at vi havde ligget og sovet," siger Christina og fortæller det har hjulpet at bruge Malous barnlige termer som f.eks. at kalde gravstederne for haver og urnerne for krukker.
"Malou mente, at fordi Mads var så sød, så var der nok også glimmer i hans krukke," fortæller Christina og siger:
"Det er en fantasiverden, som gør det ubærlige lidt lettere at bære."
Da hun sammen med Thomas et år efter Mads' død endegyldigt får at vide, at der ikke er nogen speciel årsag til Mads' død, bliver hun lettet. Han har ikke haft en sjælden sygdom, en hjertefejl eller fået noget forkert medicin. Hans lille hjerte er formentlig stoppet med at slå, fordi han har fået lagt sig i sengen på en måde, der har gjort det svært for ham at trække vejret, får parret at vide.
"Det er selvfølgelg et ordentligt gok i nøden, men samtidig er det også en forløsning, for så var Malou ikke i fare," siger Christina.

Evigt bange

Selvom Malou dengang blev "frikendt", så slipper frygten aldrig sin klamme hånd fra Christinas hjerte.
I dag er Christina og Thomas også forældre til Oscar på to år, og så selvfølgelig Malou, som snart bliver 7 år.
"Når jeg skal i seng om aftenen, og jeg går op af trapperne, så får jeg kvalme, og mit hjerte det banker. Så går jeg hen og åbner døren ind til Malou, som helt sikkert taler i søvne eller grynter, og så går jeg ind til Oscar, som er meget stille, når han sover. Så lægger jeg min hånd på hans bryst, og hvis han er for stille, får han lige et puf. Så går det hele væk igen," siger Christina og fortæller:
"Det er jo lige før, jeg planlægger en bisættelse på vej op af trappen."
Frygten for også at miste lille Oscar var værst ind til den dag, da Oscar var ældre end Mads havde været, da han døde.
"Den nat, hvor Oskar blev ældre end Mads, tog jeg to sovende børn ind i min seng ved siden af min sovende mand, og så lå jeg og kiggede på dem hele natten og tog billeder af dem," siger Christina og fortæller:
"Men jeg er stadig bange. Jeg er bange hver dag, men jeg er bare ikke så bange, at jeg lader det fylde."

Har fundet et formål

For to år siden blev Christina overtalt til at skrive en bog om sine oplevelser i forbindelse med Mads' død. Det har været en magisk og terapeutisk proces for hende at gennemgå alle detaljer om Mads igen og igen, og samtidig har hun fundet et formål med sin søns død.
”Jeg lovede min dreng, at jeg skulle bruge hans død til noget, så han ikke var død forgæves. Dengang vidste jeg ikke, hvad det var, men det ved jeg nu, og det var det her. Han døde en gang, jeg dør mere hver dag. Han skal ikke dø forgæves,” siger Christina.
Sammen med journalist Simon Kratholm Ankjærgaard har hun skrevet bogen 'Ja! Det er mig med den døde dreng!'.
"Jeg vil gerne bryde tabuet, der er omkring mennesker som mig," siger Christina og fortsætter:
"Der er folk, der er gået over på den anden side af gaden, der er folk der er gået imod mig og så har vendt sig om og er gået den anden vej."
Legeaftaler med Malou blev aflyst, der blev ikke hilst på Christina af de andre forældre i børnehaven, og hun oplevede at hun i andres øjne blev sådan en, der var svær at tale med.
"Hvis du møder en som mig, så må du ikke blive bange," siger Christina og fortsætter:
"Vi vil bare gerne ses på lige fod som andre. Og så skal vores børn anerkendes som mennesker. Det kan godt være, at det er den samme historie, jeg fortæller hver gang, for jeg får ikke en ny tegning fra børnehaven eller nye billeder til rammerne, men det gør ikke historierne dårligere. Det er jo det, jeg har."
Bogen udkommer 19. januar - på Malous 7 års fødselsdag.
"Hun har reddet vores liv, så selvfølgelig udkommer den på hendes fødselsdag," siger Christina.
Og Mads, han sidder oppe i himlen og kigger ned på det hele.
"Jeg vælger at tro på, at vi skal se ham igen," siger Christina.

FAKTA: Facebook støttegruppe

I forbindelse med arbejdet med bogen Ja! Det er mig med den døde dreng! har Christina Richter-Olesen oprettet en facebookgruppe under samme navn som bogen. Den fungerer nu som en støttegruppe for andre, der også har mistet deres børn. Gruppen har i skrivende stund 3434 medlemmer. Find den her