Fortsæt til indhold

Mand og kvinde taget på fersk gerning med Mercedes-dæk og -fælge

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Mandag morgen klokken 04.45 så en politipatrulje en hvid Peugeot køre fra græsarealet overfor bilforhandleren Ejnar Hessel i Tilst.
Patruljen valgte at standse bilen, hvori der sad en 25-årig mand og en 18-årig kvinde. Bagsæderne i bilen viste sig at være blevet lagt ned, og bagi lå der våde dæk og fælge.
En hundepatrulje kom til stedet og fandt frem til en Mercedes, som manglede alle fire dæk og fælge, ved Ejnar Hessel. Ved hvert manglende dæk lå der hjulbolte.
Manden og kvinden blev anholdt og sigtet for tyveri, men den 25-årige mand måtte også se sig sigtet for narkokørsel, og at han havde 4,5 gram hash på sig.
dp

Døgnet i øvrigt

Færdselsuheld
En 19-årig kvindelig bilist kørte i søndag kl. 10.40 ad Stillingvej mod syd i Sabro. Hun mistede af ukendte årsager herredømmet over køretøjet ved kørsel igennem en vejchikane. Køretøjet skred ned i grøften og rullede om på taget. Hun kravlede selv ud af køretøjet. Der skete ingen personskade.