Tricktyve kørte rundt i bil med 66-årig kvinde, som blot ville hjælpe
En 66-årig kvinde blev onsdag 8. februar klokken 08.50 kontaktet af to udenlandske kvinder tæt på Storcenter Nord i Aarhus N. De spurgte om vej til hospitalet, og den 66-årige forsøgte at forklare dem vejen.
Det førte til, at kvinden endte i en bil, hvori der sad en tredje person, en mand.
De tre gerningsmænd kørte rundt med hende i cirka ti minutter, og under den køretur mistede den 66-årige sin pung.
Gerningsmændene kørte i en ældre, sort, højrestyret personbil.
Ofret beskrev den ene kvinde som østeuropæisk af udseende, 35-40 år, 160 centimeter høj, almindelig af bygning, hvid i huden, langt, sort hår, engelsktalende og iført flerfarvet t-shirt.
Den anden kvinde var cirka 27-28 år, ligeledes 160 centimeter høj, spinkel af bygning, brun i huden og med langt, sort hår.
Manden beskrives som 35-40 år, 165-170 centimeter høj, almindelig af bygning, brun i huden, sort hår og iført sort kasket.
Ligger man inde med oplysninger om tricktyveriet kan man kontakte Østjyllands Politi på 114.
csj