"Meget alvorlig sag"
En dansk skolelærer er blevet anmeldt for vold mod flere elever i en 2. klasse på en nordjysk skole.
Det skriver Nordjyske.
Mediet beretter om, at det er skoleforvaltningen ved Aalborg Kommune, der har anmeldt læreren. Volden er tilsyneladende begået flere gange tilbage i 2015 på Gudumholm Skole i Aalborg.
Da volden angiveligt skulle være begået var læreren nyuddannet og ansat i et vikariat på tre måneder. Den 1. august 2015 blev han ansat - men blot to måneder efter blev han fyret,
Skolelederen på Gudumholm Skole, Anne Mette Bak, oplyser, at fyringen ikke havde noget at gøre med den aktuelle politianmeldelse. Det samme bekræfter Jakob Ryttersgaard, der er skolechef hos Aalborg kommune.
Nordjyllands Politi bekræfter anmeldelsen overfor Nordjyske, men vil ikke oplyse, hvilken type vold den pågældende lærer skal have begået, fordi man lige er begyndt på efterforskningen.
"Men der er tale om en meget usædvanlig anmeldelse," siger politikommissær Henrik Staal til Nordjyske.
Overfor Nordjyske fortæller skolechef Jakob Ryttersgaard, at anmeldelsen beror på både fysiske og psykiske krænkelser, og han kalder sagen 'meget alvorlig'. Samtidig fortæller han, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er inddraget i sagen.
Skoleforvaltningen blev opmærksomme på sagen omkring årskiftet 2016-17. Her henvendte en familie sig omkring skolelæreren. Skolelederen på Gudumholm Skole, Anne Mette Bak, siger, at det kan være, at der kommer en eller to anmeldelser yderligere af manden, fordi politiet er opmærksom på en episode i en ældre klasse.
Skolen har skrevet ud til alle forældre, og i januar var forældrene i den pågældende 2. klasse til møde på skolen.
Foreløbig er der dog ikke rejst sigtelser i sagen, oplyser politikommissær Henrik Staal.