Røverne stak af med... morgenbrød?!
En 60-årig mand var lørdag morgen en tur til bageren for at hente morgenbrød sammen med sin kone. En normal scene, der udspiller sig mange steder i landet - men denne lørdag blev anderledes uhyggelig for parret.
Det skriver sn.dk.
Klokken 8.30 foran Kringlebagerens afdeling i Mølleparken i Næstved blev den 60-årige mand nemlig brutalt slået ned. Overfaldet skete af to synligt berusede mænd, der både slog og sparkede den 60-årige mand - og efterfølgende stjal hans morgenbrød og cykel.
Gerningsmændene fortsatte med stor sandsynlighed deres voldelige morgenturne - for ca. en time efter første episode var der nemlig ballade i Grønnegade, hvor to personer blev anholdt. Den 60-årige havde hørt om episoden gennem Facebook og tog til Grønnegade for at finde sin cykel - og ganske rigtigt stod den der.
Politiet kendte på daværende tidspunkt ikke til overfaldet ved Mølleparken, da episoden først blev anmeldt mandag morgen. Politiet vil nu undersøge om gerningsmændene er de samme.