Løs hund flænser halsen på rådyr
Fundet af et skambidt rådyr i Vestskoven får igen Naturstyrelsen på mærkerne: Hold hunden i snor i skoven!
En gæst i Vestskoven har igen fundet et skambidt rådyr. Det var dødt, men stadig varmt. Dyret var altså lige blevet dræbt.
”Dyret havde et stort gabende sår på struben og op langs den ene side af hovedet, hvor kød og skind var gnavet af. Kæbeknoglerne var ligefrem renset for kød, så de lå helt blottede og så ud som var de renset af en kirurg”, fortæller naturvejleder Stephan Springborg.
Skovgæsten tog billeder af dyret og kontaktede efterfølgende politiet. Her tog man kontakt til Naturstyrelsen, som ejer området.
Stephan Springborg forklarer, at han er sikker på, at det ikke er et trafikdræbt rådyr, da findestedet er langt fra veje, hvor rådyret har mulighed for at løbe ud. Stedet ligger godt nok tæt på Ring 4, men her er der etableret et højt vildthegn ud mod vejen, siger han.
Sikker på, det er en hund
”Da skovgæsten oven i købet oplyser, at det er et endnu varmt dyr, er der tydeligvis heller ikke tale om et selvdødt rådyr, som krager eller musvåger er gået i gang med”, oplyser Stephan Springborg.
”Der er ræve i området, og de kan sagtens fange og dræbe rådyr – nogle gange også selv om det er sunde og friske dyr. Men en ræv ville aldrig gå i gang med at æde af hovedet, men derimod starte med køller, bov eller bugen”.
Stephan Springborg er derfor sikker på, at der er tale om en løs hund, som har været på jagt på egen hånd.
”En trænet jagthund ville sikkert heller ikke gå i gang med at æde af hovedet, så jeg vil tro, at der er tale om en almindelig hund, der sikkert til daglig er en sød kælehund med fast plads under sofabordet. Men nu har hunden sikkert fået smag for jagt, og den vil derfor helt sikkert prøve igen, hvis den får mulighed for det!” advarer Stephan Springborg.
I Naturstyrelsen tager man sagen meget alvorligt, og de vil derfor meget gerne gå videre med den.
Naturstyrelsen opfordrer derfor andre skovgæster til at kontakte Naturstyrelsen, hvis man har gjort iagttagelser, som kan kaste lys over hændelsen og som man eventuelt kan gå videre med til politiet.
Hunden i snor
”Det er helt og aldeles hundeejernes ansvar, hvis en hund løber løs i skoven og begynder at jage på egen hånd”, understreger Stephan Springborg. ”Det er meget uhyggeligt at tænke på, de lidelser, som det stakkels rådyr har gennemgået, og Naturstyrelsen ser derfor absolut ikke mildt på den slags”.
”Hvis man ønsker at lufte sin hund uden snor, har Naturstyrelsen netop etableret områder, hvor det er muligt – de såkaldte hundeskove. I hundeskove kan hunden få lov at løbe og eventuelt lege med andre hunde, hvis hunden vel at mærke er lydig, ikke angriber andre, og altid er under fuld kontrol”, slutter Stephan Springborg.