Nu svarer ambassaden igen på kritik
Irans ambassadør i Danmark, Morteza Moradian, ville ikke give hånd til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, da de to var til nytårskuren.
Det fik Pia Kjærsgaard til at komme med en kritik af episoden, men ifølge Irans ambassade skete det udelukkende udfra et religiøst koncept. Det skriver ambassaden i en mail til TV2.
"Den muslimske skik om ikke at have fysisk kontakt med medlemmer af det modsatte køn uden for familien er et rent religiøst koncept og ingen foragt for hverken mænd eller kvinder. Derfor bør det ikke tages som en personlig fornærmelse eller et tegn på manglende respekt," skriver ambassaden i en mail til TV 2.
Under den seneste nytårskur blev løsningen, at den iranske ambassadør først blev fulgt ind i Fællessalen, når Folketingets ledelse, Præsidiet, havde hilst på de andre fremmødte ambassadører.
Det fik Pia Kjærsgaard til at komme med denne kritik:
"Det er meget, meget besynderligt, for han er jo en højtstående person. Men de er godt nok ubøjelige, når det kommer til det spørgsmål. Og det er jeg så også," sagde hun til Berlingske onsdag.
"Jeg indrettede mig efter forholdene i Iran, selv om det var mig inderligt imod at tage et sjal om mit hoved, når jeg skulle færdes offentligt, men det gjorde jeg, for det gør man i Iran. Og i Danmark giver man altså hånd - både til mænd og kvinder, så det bliver den iranske ambassadør også nødt til at følge, hvis han vil mødes med mig," uddyber Pia Kjærsgaard over for TV 2.
Den iranske ambassade skriver også i mailen, at det kan tolkes som en form for respekt for den anden person (i dette tilfælde Pia Kjærsgaard), ved at anerkende, at "ingen har ret til at røre ved dem bortset fra deres nærmeste."
Ifølge mailen er det vigtigt at påpege, at muslimer i denne sag ikke skelner mellem muslimske og ikke-muslimske mennesker, og spørgsmålet er det samme for muslimske kvinder, som det er for mænd.
Hvad mener du? Du kan deltage i afstemningen på Facebook nedenfor denne artikel