Fortsæt til indhold

Politiet har lukket sag om dødsfald i Brædstrup

Krimi
Jeppe Rafn

Der ligger ikke nogen kriminel handling bag det dødsfald, som blev opdaget i går eftermiddags i en bolig i Vestergade i Brædstrup.
En midaldrende mand blev fundet livløs af bekendte, der ringede 112 og alarmerede politiet. Nogle omstændigheder omkring dødsfaldet gjorde, at politiet betragtede det som et 'mistænkeligt' dødsfald. Sydøstjyllands Politi rykkede derfor ud med den helt store styrke bestående af efterforskere, teknikere, retsmedicinere og hundepatruljer for at undersøge dødsfaldet.
"Vi betragter ikke længere dødsfaldet som mistænkeligt," siger efterforskningsleder Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi.
Politiet er nået frem til denne konklusion på baggrund af obduktionen af den døde mand, som altså ifølge politiet ikke er død som følge af kriminalitet.
Sydøstjyllands Politi er færdige med efterforskningen af sagen, som nu er lukket.