Fortsæt til indhold

Nu efterlyser politiet lastbilchauffør

Krimi
Af Daniel Sennek

En 25-årig mand har forbud mod at opsøge sin ekskæreste. Alligevel var det, hvad der skete søndag aften, hvor et massivt drama udspillede sig. Nu vil politiet meget gerne have fat i et centralt vidne - nemlig en lastbilchauffør, der derfor efterlyses.
Det skriver sn.dk.
"Sagen handler om en forsmået eks-kæreste, som på trods af et polititilhold alligevel har valgt at opsøge sin eks-kæreste. Derefter fulgte han efter hende i bil og var skyld i en farlig situation på motorvejen," fortæller politikommissær Jens Jedig Christiansen fra Slagelse politi til Sjællandske.

Episoden fandt sted søndag aften - og kulminerede på motorvejen omkring Sorø/Tuel Sø.

"Jeg kan ikke gå i detaljer omkring, hvad der præcist skete på motorvejen, da vi stadig har nogle ting, der skal undersøges nærmere."
Sjællandske bliver dog oplyst om, at den 25-årige man bliver sigtet efter Straffelovens paragraf 252, der handler om 'i grov kådhed at udsætte andre mennesker for livsfare'. En paragraf, der i yderste tilfælde kan give op til 12 års fængsel.

I forbindelse med sagen efterlyser lokalpolitiet i Slagelse et centralt vidne - en lastbilchauffør, som søndag aften omkring klokken 19.20 kom kørende i retning mod Slagelse på Vestmotorvejen omkring Tuel Sø. Politiet formoder nemlig, at denne lastbilchauffør har overværet episoden.
Den 19-årige pige kørte i en hvid Peugeot 107 med en nummerplade, der starter med AG. Den 25-årige kørte i en sølvgrå Mercedes 320 Cdi med en nummerplade, der starter med BD.

"Vi håber, at chaufføren ud fra denne beskrivelse vil kontakte os hurtigst muligt på telefon 114," siger Jens Jedig Christiansen til sn.dk.
Hjælp med at finde lastbilchauffør - du kan dele efterlysningen i Facebooklinket under artiklen