Vaneforbryder fra Horsens får ny straf
En 24-årig mand fra Horsens blev i dag ved retten i Horsens kendt skyldig i to tilfælde af tyveri, to tilfælde af brugstyveri af biler, kørsel i frakendelsestiden, besiddelse af en foldekniv. Desuden er han dømt for at være i besiddelse af 0,17 gram hash i Statsfængslet Østjylland. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
”Sagen blev behandlet ved retten som en tilståelsessag, fordi manden erkendte at have stjålet en bil i Thorsø. Manden forklarede, at han efterfølgende kørte til SuperBrugsen i Skanderborg, hvor han stjal flere hus- og haveartikler. Undervejs skilte han sig af med flere genstande, der lå i bilen, og som tilhørte ejeren af bilen. Ved en senere undersøgelse af bilen fandt politiet en foldekniv, som tilhørte den tiltalte. Senere samme dag stjal manden endnu en bil,” Siger Anklager Tobias Engby.
Den 24-årige mand var før dagens dom 9 gange tidligere straffet for tyveri, 10 gange for brugstyveri af biler, 2 gange for besiddelse af kniv i offentligheden og 7 gange for kørsel i frakendelsestiden.
Retten idømte manden 6 måneders ubetinget fængsel og konfiskerede foldekniven og de 0,17 gram hash. Ifølge retten, var det en skærpende omstændighed, at den 24-årige tidligere var straffet og at forbrydelserne var begået kort efter mandens seneste dom.