Fortsæt til indhold

Ildspåsættelse var tragisk udgang på langvarig konflikt

Konflikt mellem en gruppe af drenge fra Mølleskolen i Ry kulminerede mandag 6. februar, da fire danske drenge satte ild til en 16-årig afghansk dreng

Krimi
Grethe Bo Madsen

Fire 15-16 årige danske drenge fra 9. årgang på Mølleskolen i Ry sidder på anden uge varetægtsfængslet i surrogat på lukkede ungdomsinstitutioner sigtet for straffelovens paragraf om grov vold.

Drengene kastede mandag aften 6. februar en molotovcocktail på en 16 årige afghansk dreng, der også går på Mølleskolens 9. årgang. Han blev voldsomt forbrændt fra navlen og nedefter med tredjegrads forbræninger på benene og blev bragt til sygehuset i kritisk tilstand.

Episoden fandt sted på parkeringspladsen ved Ry-Hallen og de fire drenge blev alle anholdt i løbet af mandag aften. Efter et grundlovsforhør for lukkede døre tirsdag 7. februar blev de fire drenge varetægtsfængslet i fire uger.

Ifølge vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands politi har de fem drenge gennem længere tid været på kant med hinanden.

“Vi kan ikke oplyse så meget om motivet, da grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, men der er tale om en længerevarende konflikt mellem de involverede drenge,” oplyser han.

Det bekræfter Mølleskolens viceskoleleder, Alma Schack Andersen, da Lokalavisen talte med hende onsdag eftermiddag.

“Der har været konflikter mellem de her drenge og andre drenge. Hvad der har udløst hændelsen mandag aften, er uvist. De fem drenge løste opgaver sammen mandag formiddag, og da var der ikke tegn på, at noget så voldsomt kunne ske,” fortæller hun.

“Selvfølgelig er vi chokerede over hændelsen, men vi gør alt hvad vi kan får at håndtere situationen. Det er meget vigtigt, at både børn og voksne får talt hændelsen igennem.”

Den alvorlige hændelse fik Skanderborg Kommune til at udløse sit kriseberedskab.

“Vi har blandt andet fået støtte af pædagogisk, psykologisk rådgivning, og vi er løbende i kontakt med dem. Det er en vanskelige situation hvor mange er berørt.”

“Samtidig har vi fået utrolig god støtte og opbakning fra forældrene. For os som skole gælder det om, på trods af den triste og tragiske situation, at få en skolehverdag til at fungere igen. Og her kan vi mærke, at forældrene har taget et stort ansvar på sig og fået talt episoden i gennem med deres børn,” siger Alma Schack Andersen.

Skolen har sendt en dokumentation på flere hundrede sider videre kommunen omkring de indsatster, der er gjort i forhold til de involverede drenge. Det er Skanderborgs borgmester, Jørgen Gaarde, som har bedt om dokumentationen.

“Vores medarbejdere på sagen arbejder på at udforme det, som er blevet kaldt en redegørelse. Det er et meget sikkert arbejde, det skal udmøntes i. Dels skal det primært indeholde fakta, dels skal vi være opmærksomme på etikken overfor de involverede og dels skal vi undgå at komme til at spille en rolle i forhold til den konkrete hændelse, som kun kan håndteres af politiet,” understreger Jørgen Gaarde.

Byrådet var onsdag 8. februar samlet til temamøde og gik ved den lejlighed en kort orientering om sagen.

“Byrådet fik ikke en gennemgang af sagen onsdag, da vi havde temamøde. Men vi benyttede lejligheden, når byrådet nu alligevel var samlet, til at give en kort orientering om, hvad der i skolesammenhæng og via vores beredskab var sket siden mandag aften,” forklarer Jørgen Gaarde.