82-årig kvinde bagbundet og røvet af to mænd
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog onsdag klokken 11.10 anmeldelse om, at en 82-årig kvinde på sin bopæl på Lindevej i Rønnede havde været udsat for røveri.
To gerningsmænd indfandt sig natten til onsdag på kvindens bopæl, hvor de brød ind og bagbandt hende. Gerningsmændene forsvandt efter at have fundet frem til nogle smykker, som de stjal.
Kvinden havde ikke mulighed for at iagttage mændenes flugtrute eller køretøj, og kan heller ikke give noget detaljeret signalement af de to mænd, som begge havde tildækkede ansigter og var iført mørkt tøj.
Politiet efterlyser vidner, der natten til onsdag har været i området, og som har bemærket mistænkelige køretøjer eller personer. Vidner bedes rette henvendelse til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4.