Fortsæt til indhold

Hørning hårdt ramt af indbrud i weekenden

Krimi
Jeppe Rafn

Der har i løbet af weekenden været seks indbrud i villaer i Skanderborg Kommune.
Det er gået klart værst ud over Hørning, hvor der har været fire indbrud.
To af dem er sket i Elgårdsmindelunden i løbet af fredagen. Begge steder har fået opbrudt et vindue i soveværelset. Det ene sted har tyvene ikke været inde i huset. Det har der det andet sted, men der er angiveligt ikke stjålet noget derfra.
Lørdag mellem klokken 10.30 og 19 er det gået ud over en ville i Møllevænget. Her er der opbrudt et køkkenvindue, men heller ikke stjålet noget.
Lørdag mellem klokken 18.30 og 18.50 er der til gengæld stjålet en bærbar PC fra en villa på Toftevej, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Foruden de fire indbrud i Hørning har der været et indbrud i Ry og et i Stjær.
Indbruddet i Ry er sket på Fjeldstedsvej i tidsrummet fredag klokken 09 - 23.25. Det er uvist, hvad der er stjålet.
I Stjær er der mellem torsdag og lørdag stjålet sølvtøj og kontanter fra et hus i Pebbelparken.