Tvang en anden til oralsex og onani
Tirsdag fik en 51-årig mand sin dom, da et enigt nævningeting i Retten i Roskilde afsagde den i sagen mod den 51-årige mand, der siden tirsdag i sidste uge har siddet på anklagebænken for blandt andet at have voldtaget 2 mandlige beboere på Lindegården tilbage i 2015.
Manden, der selv bor på Lindegården, blev blandt andet dømt for at have voldtaget én af de 2 mandlige beboere, mens han alene blev dømt for at have tvunget den anden mandlige beboer til oralsex og onani. Han blev desuden dømt for at have truet begge de forurettede til ikke at anmelde de seksuelle krænkelser.
Udover de seksuelle domme, så blev manden også dømt for en række trusler mod personalet på Lindegården, samt vold, tyveri og hærværk. Han blev derimod frifundet for et forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.
Manden blev dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden tidsbegrænsning for foranstaltningen. Han har under sagen alene erkendt sig skyldig i 1 ud af de 19 forhold, han var tiltalt for, og har ifølge sin forsvarer udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.
Manden, der har siddet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling under sagen, er forsat varetægtsfængslet efter dom.