Fortsæt til indhold

Fire unge mænd fra Horsens fængslet for vold udenfor byens retssal

Krimi
Jeppe Rafn

Fire unge mænd fra Horsens er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger for vold mod en 25-årig mand fra Horsens. Det oplyser vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi.
Varetægtsfængslingen er sket ved et grundlovsforhør ved Retten i Horsens, der startede i dag (onsdag) klokken 10.
De fire mænd er sigtet for at have overfaldet den 25-årige med slag og spark i går formiddags klokken 10.10 udenfor Retten i Horsens. Den unge mand kom inde fra retten og havde deltaget i en retssag, hvorefter han blev overfaldet med slag og spark af de fire andre unge mænd, der er mellem 19 og 26 år. De blev senere anholdt af politiet.
Ifølge politiet er der en sammenhæng mellem overfaldet på den unge mand og den retssag, han havde deltaget i, og det er derfor, de fire overfaldsmænd blev fremstillet i grundlovsforhør.
“Det er på grund af sagens karakter, vi har krævet dem varetægtsfængslet,” forklarer Lars Peter Madsen, Sydøstjyllands Politi.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på relationen mellem de fire voldsmænd og offeret.
Han fik nogle knubs ved overfaldet, men kom ikke alvorligt til skade.