Tre unge sender 14-årig dreng i livsfare
Østjyllands Politi anholdt mandag tre unge mænd på 18, 20 og 22 år. Sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare. Årsagen er de tre unge mænds vanvidskørsel ved en skole i Hadsten, som sendte en 14-årig dreng i livsfare og mandag aften lå han stadig på operationsbordet.
Ulykken skete på Ellemosevej ved Den jydske Haandværkerskole.
"To-tre biler kører meget hurtigt og meget hasarderet rundt i området omkring skolen," fortæller vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til Aarhus Stiftstidende.
På et tidspunkt mister den 22-årige fører af den ene af bilerne herredømmet over køretøjet.
"Han rammer en 14-årig dreng, som står og venter foran skolen. Drengen får benene klemt fast mellem bilen og en stensætning."
De tre unge mænd er blevet anholdt, og de sigtes alle for at bringe andres liv eller førlighed i fare. Den 22-årige, som ramte drengen, er desuden sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse.