Tyv på knallert stak af med hestesadel
Arkiv
Fredag aften blev der stjålet en hestesadel fra Horse Shop i Løvenørnsgade i Horsens.
En yngre mand, der bor i nærheden, hørte en rude blive knust og så tyven, der stjal sadlen. Beboeren råbte ad tyven, der stak af med sadlen på en tofarvet knallert i retning mod Netto i Levysgade (ind mod rådhuset).
Sadeltyven beskrives som en kraftig mand på 180-185 centimeter. Han havde en mørk dunjakke på og blå cowboybukser. Han havde en sort styrthjelm på hele tiden.
Indbruddet skete klokken 21.26. Tyven kom ind i rideudstyrsbutikken ved at kaste en brosten igennem en butiksrude.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.