Rema 1000-røver amok med 30 cm kokkekniv
Syd- og Sønderjyllands Politi beder borgerne om hjælp i forbindelse med et røveri mod Rema 1000 på Parkvej i Esbjerg. Røveriet fandt sted tirsdag den 7. februar 2017 klokken cirka 21.00.
Gerningsmanden truede en ekspedient med en cirka 30 centimeter lang kokkekniv til at udlevere kassebeholdningen, hvorefter han løb fra stedet ad Norddalsvej i retning mod nord.
Politiet beskriver gerningsmanden som:
• Mand
• Dansk af udseende
• Talte dansk
• 17 - 21 år
• Almindelig af bygning
• 175 - 180 centimeter høj
• Brune øjne
• Var iført sort hue eller bandana, der var bundet om hovedet, med gult mærke i nakken
• Havde et sort tørklæde for munden med et hvidt logo
• Var iført sort, langærmet T-shirt med en bred rund hals
• Var iført karakteristiske grå joggingbukser med sorte lynlåse samt et sort stykke stof på den indvendige side af lårene
• Var iført blå Adidas sko af modellen Special
• Han medbragte en Rema 1000-pose og en kokkekniv ved røveriet
Politiet søger vidner, der har kendskab til gerningsmanden eller røveriet - for eksempel, hvis nogen har lagt mærke til gerningsmanden i området før eller efter røveriet eller set et køretøj, som han er flygtet.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på 114.