Glemte at trække håndbremsen
Af Daniel Sennek
En 84-årig kvinde er afgået ved døden efter en tragisk ulykke. Ulykken skete på Gudrun Børrensensvej i Ejby i Lejre, hvor politiet klokken 17.31 fik en anmeldelse om, at en kvinde var fastklemt mellem en dør og en mur.
Den 84-årige var kørende til bopælen og parkerede bilen, men glemte at trække håndbremsen eller sætte bilen i gear, så bilen trillede baglæns, hvilket medførte, at kvinden kom i klemme mellem bilen og en stensætning. Det lykkedes kvinden at tilkalde sin mand, der fik bilen trukket væk. Kvinden fik hjertestop og en ambulance blev tilkaldt. Kvinden blev erklæret død ved ankomsten til sygehus.
En bilinspektør blev sendt til stedet for at undersøge forholdene nærmere.