Politiet beslaglægger bil efter gentagen kørsel uden førerret
Politiet standsede mandag klokken 14.30 en bil på Symfonialle i Horsens. Bilens ejer er to gange tidligere i 2017 blevet sigtet for at overlade bilen til en anden person uden førerret, og det var tilfældet igen i går eftermiddags.
Her var det en 29-årig kvinde fra Tvingstrup, der sad bag rattet. Hun har ikke føreret, og da ejeren nu tre gange har overladt bilen til en person uden førerret, beslaglagde politiet bilen med henblik på konfiskation.
"Som bilejer er du forpligtet til at kontrollere, at den person, du overlader din bil til, har førerret," fortæller politikommissær Jesper Christensen, Sydøstjyllands Politi.
Politiets døgnrapport indeholder ikke oplysninger om ejeren af bilen. Ej heller om det har været den 29-årige kvinde, der har kørt bilen de to tidligere gange i år, den er blevet stoppet.