Sprang over varebåndet og pryglede ekspedienten - men så lavede voldsmanden en STOR fejl
Arkiv
En kunde i et større supermarked på Silkeborgvej i Åbyhøj i Aarhus var så utilfreds med køen ved en kasse, at han sprang over varebåndet og tæskede løs på ekspedienten med flere knytnæveslag, oplyser Østjyllands Politi.
Voldsepisoden fandt sted lørdag formiddag klokken 9.55.
Den 17-årige ekspedient fik flere knytnæveslag i ansigtet - men så gjorde den aggressive kunde en stor fejl: Han kastede også sin tegnebog i hovedet på ekspedienten, inden han flygtede fra butikken.
Tegnebogen indeholdt personlige papirer, hvorfor det var nemt efterfølgende at anholde den 31-årige mandlige kunde, oplyser Østjyllands Politi. Den 31-årige voldsmand blev senere løsladt efter endt afhøring, men er nu sigtet for vold.