Én blev nappet af hundepatrulje
Politiet blev tirsdag kaldt ud til to indbrud under udvikling i Højbjerg
Tirsdag morgen måtte politiet rykke hurtigt ud til to indbrud i villaer i Højbjerg, som blev begået næsten samtidigt.
Klokken 10.07 anmeldte et vidne, at personen havde set personer køre fra en villa på Askehøjvej i Højbjerg i en sølvgrå Peugeot.
En patrulje fik kontakt til bilen ved Aarhus Golfklub på Moesgårdvej, hvor to personer stoppede og tog benene på nakken.
En hundepatrulje blev kaldt til, og efter en kortvarig søgning blev den ene gerningsmand fundet under en trappe, hvor han gemte sig. Manden, en 21-årig uden fast bopæl, blev anholdt og senere løsladt. Den anden gerningsmand blev ikke fundet.
I bilen fandt politiet nogle 7'er stole og en lampe.
Næsten samtidig, klokken 10.13, kontaktede et vidne politiet, efter at have set to personer i en sort Mercedes, der udviste mistænkelig adfærd. De havde netop parkeret ud for en villa på Lærkehøjvej i Højbjerg. Politiet kørte til området, men bilen var netop kørt fra stedet og blev ikke fundet.
Timer senere, om aftenen, blev der anmeldt husspektakler på Ormslevvej i Viby. Her traf politiet en 21-årig mand fra Djursland, der blev fundet i besiddelse af en taske med en bærbar computer og smykker stjålet ved indbruddet på Lærkehøjvej. Manden blev kl. 22.30 anholdt og sigtet for indbrud.
dp