Fortsæt til indhold

McDonalds indfører nultolerance

Krimi
Jacob Nielsen

Det skal være slut med større grupper af unge, der ikke opfører sig ordenligt på McDonalds på Valdemar Sejrsvej i Holbæk. Det meddeler familierestauranten ifølge TV2 Øst.
På grund af problemer med unge ballademagere, som blandt andet har opført sig truende, råbt og skreget og røget på toiletterne, vil der fremover være nultolerance ved voldsom adfærd, og man vil blive bortvist.
I første omgang havde man hængt en meddelelse op i den lokale restaurant i Holbæk med besked om, at alle grupper af unge i alderen 12 til 18 år, som ankom sammen i grupper på 4 personer eller flere uden en voksen, ville blive bortvist. "Ingen diskussion, ingen argumentation, bare forlad etablissementet," lød det i meddelelsen.
Men den blev hurtigt taget ned igen. Ifølge McDonalds fordi det ikke fungerer, at skære alle kunder over en kam.
"Langt størstedelen af vores gæster i restauranten i Holbæk opfører sig hensynsfuldt overfor hinanden og bidrager til den gode stemning i restauranten. De udfordringer, vi har oplevet, vedrører et fåtal af unge, som især de seneste uger henover vinterferien har opført sig på en måde, der har været til gene for andre af vores gæster. Vi er langt fra interesserede i, at det her skal gå ud over andre end de få, der glemmer, hvordan man skal være sammen med andre mennesker. Det oprindelige opslag er derfor taget ned og bliver erstattet med information om, at man kan blive bortvist, hvis man ikke opfører sig ordentligt," siger ejer af McDonalds i Holbæk, Jens-Erik Arenfeldt.