"Vil slå en masse hunde ihjel"
Foreningen Fair Dog og støttegruppen Powerdogs Denmark mener ikke, et nyt DNA-register over hunde vil forbedre retssikkerheden for de danske hundeejere - tvært imod
Politikerne er blevet enige om at etablere et DNA-register til at identificere krydsninger af forbudte hunderacer, så hundeejere med en simpel DNA-test kan dokumentere deres hunds gener. Registeret oprettes af Københavns Universitet som hjælp til de mange hundeejere, der er kommet i klemme i hundelovens omvendte bevisbyrde, der betyder, at det er op til hundeejerne selv at bevise, om deres hund tilhører en ulovlig race eller ej, hvilket kan være meget vanskeligt.
LÆS OGSÅ: Er din hund ulovlig? Nyt DNA-register oprettes omgående
Men et sådan DNA-register møder skarp kritik hos blandt andet Fair Dog og Powerdogs Denmark, som slet ikke mener, at DNA-resultaterne vil kunne bruges som beviser i retssager.
” Københavns Universitet, har i et svar til Fødevarestyrelsen gjort opmærksom på, at et race-dna register vil kunne vise en indkrydsningsgrad på ned til 25% og i bedste fald ned til 12%. Men Rigspolitiet har sat en ekstrem lav barre, hvilket betyder, at ejerne skal kunne dokumenterer hundens ophav helt ned til 1%. Hvis hunden altså har en indkrydsningsgrad på bare 1% eller derover, er den ulovlig og skal aflives. Det betyder, at med mindre politikerne og politiet anerkender en langt højere indkrydsningsgrad, så vil hundeejerne stadig ikke kunne løfte bevisbyrden. Så at sige, at det vil forbedre retssikkerheden for de danske hundeejere, det er et "alternativ fakta",” siger formand for Foreningen Fair Dog, Charlotte Andersson, til Lokalavisen.dk.
Aino Bredtved fra Powerdogs Denmark mener, at et DNA-register burde have været oprettet for mange år siden.
” Allerede i 2010 blev Fødevarestyrelsen bekendt med, at det kunne lade sig gøre at lave et race-DNA-register for de forbudte hunderacer, men det valgte man dengang at skrotte. Vi mener, det er for sent at oprette en database nu, hvor der nærmest ikke er flere rene racehunde tilbage. Selv såkaldte ”ægte hunde” med stamtavle kan nemlig indeholde en smule dna fra de ulovlige racer. En sådan test risikerer derfor bare at slå en masse hunde ihjel," lyder det fra Aino Bredtved, som mener, det eneste der vil virke, er, at fjerne raceforbuddet eller alternativt den omvendte bevisbyrde.