Medtrafikanter kørte bare forbi
23-årig tømrersvend kørte onsdag morgen sin bil i vejtræ i soloulykke. Men han fik først hjælp, da en tømrer-kollega standsede op og ringede efter ambulance, skriver jv.dk.
Tømrersvenden forulykkede ved soloulykken på Søndergade-Ribevej i Varde, hvor han kørte ind i et vejtræ.
Han er ansat ved Clausen & Spanggaard Byggefirma, og Morten Spanggaard er lykkelig for, at en kollega fra et af byens andre tømrerfirmaer reagerede.
"Flere andre biler var bare kørt forbi," siger Morten Spanggaard til jv.dk.
"Min kompagnon har lige talt med ham. Han har det heldigvis rigtig godt, men de er ved at tage en masse test. Han har slået hovedet, så han ved ikke præcis hvad der er sket," siger Morten Spanggaard.
Der er kun fire medarbejdere i tømrerfirmaet, der alle blev voldsomt chokerede, da den første melding om ulykken indløb. Nu er der mere ro på, og senere i dag skal Morten Spanggaard ned på hospitalet for at tale med sin svend.