Fortsæt til indhold

Grænsekontrollen virker - otte mennesker afvist om dagen

Krimi
Af Daniel Sennek

"Grænsekontrollen virker! 3.000 personer, primært fra Mellemøsten og Afrika, blev afvist på grænsen i 2016."
Sådan skriver Inger Støjberg på sin Facebook-profil efter det er kommet frem, at knap 3000 mennesker blev afvist på den dansk-tyske grænse i 2016 - på grund af grænsekontrollen.
"Jeg ønsker, at grænsekontrollen skal fortsætte så længe, der ikke er bedre styr på EU's ydre grænser," skriver Inger Støjberg.

Mere præcis blev i alt 2901 mennesker afvist ved grænsen i Sønderjylland samt færgerne på Lolland-Falster. Det viser nye tal fra Justitsministeriet, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har offentliggjort.

"Det her beviser lige præcis nødvendigheden af den grænsekontrol, vi har indført. Vi stopper de rigtige, der rejser uden id, og det viser mig, at vi har fået langt bedre styr på, hvem der rejser ind i Danmark," skriver udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i en kommentar.
Langt hovedparten af de afviste er fra Mellemøsten og Afrika oplyser ministeriet. Specielt Syrien ligger højt i statistikken.