Fortsæt til indhold

"3 mænd holder mig fast, mens den sidste går i gang med at flå uret af mit håndled"

Krimi
Af Daniel Sennek

Anders Zorn vil sent glemme den nat i maj sidste år, hvor en kriminel udenlandsk bande brutalt overfaldt ham - og stjal hans dyre ur. Forretningsmanden Anders Zorn når ikke engang at registrere, at noget er galt, før fire gerningsmænd med udenlandsk udseende og accent har vredet armen om på ham, og overfaldet er i gang.
Det skriver Ekstra Bladet.
På få øjeblikke er mændene forsvundet - med Anders Zorn dyre Patek Philippe-ur til en værdi af 350.000 kroner.
"Tre af mændene holder mig fast, mens den sidste person går i gang med at flå uret af mit håndled. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at det ikke skal lykkes dem, for uret er et unikt samlerobjekt, men de er fire mod én, og på et øjeblik er de væk igen," fortæller Anders Zorn til Ekstra Bladet.
Overfaldet og røvereiet sker i Indre By, hvor Anders Zorn netop var gået ud fra Wessels Kro. Og han er langtfra den eneste rigmand, der er blevet overfaldet og har fået stjålet dyre ure i København.
Et af de nyeste tilfælde sker natten til den 25. februar. Her får rigmanden Lars Seier Christensen stjålet et ur til 300.000 kroner, da han er på vej hjem fra Hotel d'Angleterre.
"10-15 meter fra indgangen til hotellet bliver vi antastet af to mænd, der skubber den ene i selskabet omkuld. Fem-ti sekunder senere er gerningsmændene væk, og så beder de andre mig om at tjekke, om jeg har mit ur," har Lars Seier Christensen fortalt til Ekstra Bladet.
Men uret er væk, og tyvene har taget benene på nakken.
Forretningsmanden Anders Zorn - og Lars Seier - er langt fra de eneste, der har været offer for hæmningsløse tricktyve. Ekstra Bladet har været i kontakt med et to-cifret antal ofre, der alle har fået stjålet dyre ure – enten ved tricktyverier eller overfald.
7. februar klokken 22:45 forsøger en mand med østeuropæisk udseende at vride et Rolex Explorer til 51.000 kroner af 41-årige Andreas Cavlings håndled.
Men Andreas giver ikke op og får kæmpet så meget imod, at tyvene stikker af - til sidst råber tyven "sorry" og stikker af.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Københavns Politi, der oplyser, at der var mindst otte lignende episoder alene i starten af januar.
I øjeblikket sidder en mand fra Nordafrika varetægtsfængslet.