Fortsæt til indhold

Politiet affyrede skud

Krimi
Af Daniel Sennek

Et livfarligt og meget alvorligt drama udspillede sig kort før midnat i aftes. Her blev politiet sendt til Hoedvej ved Grenå, hvor en tilsyneladende beruset mand sad i et køretøj.
"Vi kom ud for at tjekke føreren af køretøjet, for vi havde en mistanke om, at han var påvirket, men han havde intet ønske om at blive kontrolleret. Da vi forsøgte at rette henvendelse til ham, startede han bilen op og bakkede ind i et skilt. Han påkørte herefter patruljevognen og forsøgte at ramme en af de tilstedeværende politifolk, som trak sit tjenestevåben og afgav et varselsskud, som han ikke reagerer på," siger Jes Frederiksen, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Ekstra Bladet.
"Patruljen eftersatte ham, men man kørte ikke så hurtigt på grund af kraftig tåge, og det endte med at vi efter 15-20 minutter fik ham bragt til standsning og anholdt. Der var adskillige patruljevogne på opgaven," siger Jes Frederiksen til Ekstra Bladet.
Den 40-årige flugtbilist er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 252 (på hensynsløs måde volder nærliggende fare) og forsøg på vold mod nogen i offentlig tjeneste efter straffelovens § 11. Han fremstilles i dag i et grundlovsforhør ved Retten i Randers.