Fortsæt til indhold

Mand prøvede at hive bukserne ned på 9-årig pige

Krimi
Jeppe Rafn

En 9-årig pige fra Horsens blev torsdag eftermiddag klokken 14.20 udsat for en blufærdighedskrænkelse ved busstoppestedet på Nørretorv i Horsens.
Pigen stod ved busstoppestedet sammen med en veninde, da der kom en mand bagfra og prøvede at hive bukserne ned på hende, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 9-årige pige begyndte at skrige, og krænkeren løb væk.
"Det er groft, og vi vil gerne have hjælp til at finde manden. Der må være nogen, der har set eller hørt noget. De må meget gerne ringe til os," siger vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen, Sydøstjyllands Politi.
Manden havde gråt hår og grå bukser og en grå jakke på. Derudover er der ingen nærmere beskrivelse af ham udover, at han var højere end den lille pige.
Blufærdighedskrænkeren skulle inden episoden have stået i nærheden af pølsevognen på Nørretorv, oplyser politiet.