To uheld i myldretrafikken ved Horsens på Silkeborgvej og E45
Torsdag morgen klokken 07.39 skete der et uheld i sydgående retning på motorvejen ved Horsens N frakørslen.
En personbil, der kørte med omkring 50-60 kilometer i timen, kørte op i varebil, der røg videre op i en anden personbil. De tre bilister var alle mænd fra Aarhus-området, der heldigvis ikke kom noget til.
Harmonikasammenstøddet gav til gengæld en del kø i morgentrafikken. Ifølge P4 gav ulykken omkring 40 minutters ekstra køretid for bilister, der kørte mod syd på motorvejen. Køen strakte sig efterhånden længere nordpå end Ejer Bavnehøj.
Silkeborgvej
Torsdag eftermiddag klokken 15.13 skete der igen et uheld ved Horsens. Denne gang på Silkeborgvej i østlig retning, hvor en 18-årig bilist fra Horsens kørte op bagi en anden bil, der havde en 55-årig mand fra Horsens bag rattet.
Den 18-årige mand fortalte politiet, at han var ved at orientere sig til højre, da der blev bremset foran ham, så han nåede ikke selv at bremse op og undgå påkørsel.
Heldigvis skete der ved dette uheld også kun skader på bilerne og ingen personer.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.