"Bilisten får ikke rettet op og fortsætter sit højresving op på fortovet"
En 87-årig kvinde er lørdag afgået ved døden efter en højresvingsulykke af de mere usædvanlig i Holte, nord for København.
Det skriver BT.
Ulykken skete på Rønnebær Allé, hvor en 70-årig kvindelig bilist kørte ud fra en parkeringsplads og skulle dreje til højre.
"Så er der nogen, der dytter ad hende. Om det gør hende forvirret, ved jeg ikke, men hun får ikke rettet op og fortsætter sit højresving op på fortovet," sagde vagtchef Martin Bakke fra Nordsjællands Politi til BT.
Den afdøde 87-årige går på netop det fortov med en gruppe mennesker - hun bliver ramt af bilen og kommer ind under den.
Fredag eftermiddag blev hun opereret på Rigshospitalet, men natten til lørdag afgik hun ved døden.
Den 70-årige kvinde, der kørte bilen, er rystet efter ulykken, men er ikke kommet fysisk til skade. Hun bliver nu sigtet for ulykken, oplyser politiet.