Politiet opretter Taskforce til at fange børnelokker
I de seneste mange måneder har en eller flere mystiske mænd teroriseret byer i Roskilde og omkringliggende kommuner. Men hvem er de, hvad vil de, og hvordan bliver deres aparte og til tider skræmmende opførsel stoppet? Det sætter Midt- og Vestsjællands Politi nu ekstra ressourcer ind på at komme til bunds i, skriver dit regionale dagblad, DAGBLADET Roskilde.
De ressourcer skal bruges på at oprette en ny Taskforce, der skal kulegrave alle anmeldelser om børnelokkerlignende forhold fra lokalområdet de seneste tre måneder.
"Det er jo unaturligt, at vi får så mange henvendelser. Vi har nu sat ekstra efterforskere på til at kulegrave alle sagerne for at se, om vi kan finde nålen i høstakken. Er der noget i de her sager, som vi kan konkludere noget ud fra, og som kan lede til et gennembrud i sagen. Det er det, vi skal have kulegravet i den nye taskforce," siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk.
De mystiske sager har først om fremmest fundet sted i Jyllinge, men også en række andre byer. Mænd har tilbydt børn pokemonkort, slik, mad, krammere og muligheden for at se på hundehvalpe - og i flere tilfælde decideret jagtet dem.