Sådan sendte han tyve bag tremmer og ud af landet
I sidste uge kunne Nordsjællands Politi berette om, hvordan nogle opmærksomme borgere i Værløse havde anmeldt nogle mistænkelige personers færden til os, hvilket førte til anholdelsen af tre indbrudstyve og straksdom til dem alle dagen efter.
Og nu skriver de om endnu en sådan årvågen nabo på deres Facebook-profil.
"Vi ved ikke, om en anmelder i Dyssegård havde læst vores opslag og ladet sig inspirere, men allerede dagen efter gentog historien sig," skriver Nordjællands Politi.
Onsdag formiddag bemærkede den årvågne nabo nemlig, at en fremmed mand gik rundt foran et hus i nabolaget og så en anelse mistænkelig ud.
"”Hvordan gør man mon det?”, tænker du så måske. Jo, i dette tilfælde var anmelderen blevet opmærksom på manden, fordi han traskede frem og tilbage i sine egne fodspor foran et hus, imens han kæderøg cigaretter og kiggede sig nervøst omkring, som om han holdt vagt. Det gjorde han egentlig også, men ikke særlig godt. I hvert fald blev både han og hans kvindelige kumpan anholdt kort efter," skriver de på Facebook.
Naboen fik nemlig straks fat i politiet, som sendte en patrulje afsted til Dyssegård. Da de kom til stedet, fik de øje på kvinden, som slæbte på både en pose og en taske.
"Vi antog, at vi hellere lige måtte tage en snak med hende. Det var en korrekt antagelse, for da vi ville tale nærmere med hende, kom anmelderen i samme moment og fortalte, at han havde set hende liste ud fra det førnævnte hus. Bingo!"
Manden var heller ikke svær at finde - den årvågne anmelder havde nemlig taget billeder af ham, og politiet fandt hurtigt frem til ham.
"På hans person fandt vi blandt andet en masse smykker og en medalje, men han lignede ikke en, der havde gjort sig fortjent til den. Som om dét ikke var nok, så var manden sørme også i besiddelse et koben, der havde de samme mål, som det koben, der var blevet brugt til at bryde et vindue op i det hus, han netop havde holdt vagt udenfor. Bingo!"
Efterfølgende fik de to tyve en straksdom på 30 dage med efterfølgende udvisning af Danmark med 6 års indrejseforbud.
"Den slags domme var der i øvrigt hele fem af i sidste uge i vores kreds, og de skyldes alle, at nogle skarpsynede borgere ringede og anmeldte noget mistænkeligt."
"Det er noget nær umuligt for os at ligge på lur i alle boligområder og afvente eventuelle indbrud, og derfor er det eminent, når I agerer øjne for os og hurtigt anmelder, når I ser noget mistænkeligt. Vi sender et stort bravo og et virtuelt håndtryk til borgeren i Dyssegård, der gjorde det aldeles fremragende."