Han blev kun 35 år gammel
Søndag morgen blev den kun 35-årige socialdemokratiske politiker Tommy Menzer Prokopek død i sit hjem på Storkemosevej i Vollerup udenfor Sønderborg. Det var hans hustru Henriette Moos Prokopek, der fandt ham.
Folk tæt på familien fortæller til JydskeVestkysten, at Tommy Prokopek har lidt af krampeanfald, men den præcise dødsårsag er ikke fastslået, og han skal sandsynligvis obduceres.
"Det er så frygteligt. Jeg er i chok og føler mig magtesløs," siger borgmester Erik Lauritzen (S) tydeligt berørt og grådkvalt til JydskeVestkysten.
Det var Tommy Prokopeks far og tidligere S-borgmester i Sønderborg, Jan Prokopek Jensen, der selv søndag morgen måtte give meddelelsen om det største og ubærlige tab - tabet af et barn - videre til Erik Lauritzen. Han orienterede derefter den socialdemokratiske byrådsgruppe og det samlede byråd om dødsfaldet.
Tommy Prokopek sad i Sønderborg Byråd i sin anden periode, og det var særligt idræts- og kulturpolitik, der interesserede ham. Men kort før jul besluttede han at holde en pause fra politik. Han ville koncentrere sig om sin salgsuddannelse hos Linak A/S på Nordals og sin lille familie - hustruen og deres to små døtre. Den yngste er blot fem måneder.