40-årig mand løsladt efter varselsskud og biljagt
Anklageren kærede med det samme løsladelsen til Landsretten
Den 40-årige mand, som kort før midnat natten til søndag blev anholdt efter et dramatisk optrin nær Grenaa, blev søndag kl 13 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers. Her blev han løsladt.
LÆS OGSÅ: BILIST FORSØGTE AT KØRE BETJENT NED
Politiets anklager kunne fortælle om varselsskud, der blev afgivet af en betjent, som den 40-årige - der bor i Thorsø nær Hammel - havde kurs imod, da politipatruljen dukkede op på Hoedvej ved Grenaa og ville snakke med manden efter en anmeldelse om mulig spirituskørsel.
Manden stak efterfølgende af i sin bil med flere patruljevogne i hælene. Først da der blev kastet sømmåtter ud, stoppede jagten.
Anklageren kærede løsladelsen til Landsretten.