Fortsæt til indhold

Sandheden er en helt anden

Firmaet CM Network A/S, som aalborgensiske Magnus Kjøller står bag, er meldt til politiet

Krimi
Arkiv

Tre danske virksomheder er torsdag blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at stå bag såkaldte abonnementsfælder. Et af firmaerne, CM Network A/S, er ejet af den unge succesfulde aalborgdreng, Magnus Kjøller, som siden 2014 har boet fast i Dubai, skriver Nordjyske.dk.
Anmeldelsen omhandler overtrædelse af markedsføringslovens § 3 om vildledning. Samtidig har Forbrugerombudsmanden bedt politiet om at tage stilling til, om virksomhederne også har overtrådt straffeloven.
Vildledningen skulle ifølge forbrugernes klager være foregået på den måde, at man typisk har modtaget en sms eller mail med et godt kampagnetilbud på eksempelvis en tablet, en Iphone eller et gavekort til en butik mod betaling af et mindre beløb, typisk 1-29 kroner i forsendelsesomkostninger. Det fremgår kun med lille eller utydelig skrift, at forbrugerne samtidig tegner et abonnement til 299 eller 399 kroner, som herefter automatisk bliver trukket fra forbrugerens konto hver måned.
"Abonnementsfælder vildleder forbrugerne til at tro, at de kan gøre en god handel. Forbrugerne bliver lokket til at give deres betalingskortoplysninger, hvorefter oplysningerne bliver brugt til at trække penge for et skjult abonnement. Det er desværre et stort problem, som jeg fortsat modtager mange klager over," siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.
Udover Magnus Kjøllers virksomhed, CM Network A/S er det LetsSayIt ApS og Lotto24 ApS, der i denne omgang er politianmeldt, skriver Nordjyske.dk.