Dansede ud af retten - som en fri mand
Et noget særpræget syn. Det var, hvad tilskuerne kunne se, da en 32-årig mand kom dansende ud gennem glasdørende ved Retten i Horsens.
Årsagen? Manden havde kort efter klokken 14 modtaget en straf på syv måneders fængsel for grov vold med en kniv - men da han allerede havde afsonet fem måneders varetægtsfængsling, var han efter domsafsigelsen en fri mand, som blot manglede at hente sine personlige ejendele i arresten i Vejle. Han modtog dommen efter en kort snak med sin forsvarer.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Anklageren havde dog krævet, at manden skulle idømmes to og et halvt års fængsel. Ud af den dom skulle 225 dage afsones som en reststraf, som han manglede at afsone fra sin seneste dom, der var én blandt en håndfuld inden for kategorien personfarlig kriminalitet, han har modtaget, siden han kom til Danmark fra Syrien i 1995.
Hele denne sag omkring grov vold med kniv startede den 23. oktober sidste år.
I en lejlighed på tredje sal på Sønderbrogade, Horsens, boede den 32-årige statsløse palæstinenser sammen med lejlighedens ejer. Den 32-årige mand havde brug for et sted at sove, og overnattede på ejerens sofa. Men det kneb med at betale huslejen på ca. 3900 kr.
"Jeg skyldte ham penge, ligesom jeg skyldte hans kammerat penge. Det var for husleje og for nogle stoffer, jeg havde købt af dem. Derfor begyndte vi at skændes, da jeg kom hjem ved 22-tiden, og det udviklede sig til tumult henne ved entreen," forklarede den 32-årige om den aften i oktober, da volden fandt sted mellem ham og bofællens 25-årige kammerat, der også var tilstede.
Hvad der herefter skete var der i retten stor uenighed om, men faktum er den 25-årige ejer af lejligheden endte med et 10 cm langt snitsår i panden, som han pådrog sig under tumulten, ligesom han havde flere andre mærker som tegn på vold.
Snitsåret stammede muligvis fra en 10-15 cm lang steakkniv, som ingen af parterne kunne redegøre for, hvor kom fra, mens det heller ikke lykkedes politiets teknikere at finde dna på den efterfølgende.
"Det indikerer, at den er blevet grundigt rengjort, da et anvendt køkkenredskab altid vil have dna på sig, men svaret dukker aldrig op," sagde forsvarer Jørgen Merrild Bie under sin procedure med henvisning til, at parterne var lige gode om det, ifølge Horsens Folkeblad. Han krævede derfor sin klient frifundet.
"Min klients modpart har haft travlt med at fifle med beviserne og slette spor, før politiet kom. Lægger man deres forklaringer til grund, lægger man falske lodder i vægtskålen. Der blev handlet i nødværge mod en person, der tog kvælertag."
Begge parter har flere gange ændret forklaring i frohold til det, som de i sin tid fortalte politiet. Først var den 25-årige blevet overfaldet på gaden og derefter i opgangen. Til sidst erkendte de begge, at det reelt var sket i lejligheden, hvor politiet da også fandt utallige små blodstænk fra begge mænd, som det ikke var lykkedes offerets ven at tørre væk, før betjentene dukkede op og stillede spørgsmål og sikrede spor til sagen.
Den 32-årige fik oven i fængselsstraffen en betinget udvisning af Danmark med en prøvetid på to år.