Fortsæt til indhold

Kvinde kørte i høj fart afsted med eksmanden på taget - og barnet i bilen - i 3(!) kilometer

Krimi
Af Daniel Sennek

Tirsdag blev en 24-årig kvinde idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for at have ført en bil i høj fart ad Roskildevej i Ringsted, medens eksmanden lå oven på taget.
Hele dramaet fandt sted den 23. juni 2016, hvor Midt- og Vestsjællands Politi modtog et alarmopkald om, at en kvinde havde ført en bil ad Roskildevej, mens en mand lå oven på taget og holdt sig fast i tagbøjlerne.
Baggrunden for dramaet var en uenighed omkring samværet med deres fælles 2-årige barn. Eksmanden mødte den 24-årige kvinde omkring Roskildevej i Ringsted. Her holdt hun i deres bil, hvor barnet sad i en autostol på bagsædet. Idet kvinden ville køre fra stedet med barnet – som hun havde fjernet fra deres fælles bopæl i Jylland - lagde manden sig oven på taget af bilen, hvorefter hun kørte mindst 3 kilometer mod Benløse i høj fart.
Undervejs fik manden hamret hul på bilens forrude, hvorefter han kunne krænge sig ind og ned på passagersædet i bilen og trække håndbremsen, så bilen standsede.
Retten fandt kvinden skyldig i forsætligt at have bragt eks-mandens liv i fare ved den foretagne kørsel og lagde vægt på, at der var tale om en særdeles farlig kørsel, og at det kun var et rent held, at der ikke skete manden noget.
Vidner til kørslen forklarede i retten, at de først troede, at der var tale om en filmoptagelse, eller at det var for sjov, ligesom de alle fortalte, at kvinden havde ført bilen i høj fart.
Kvinden vil nu i samråd med sin advokat overveje, om dommen skal ankes til landsretten.