Efter frikendelse fik de eksklusive gaver
En noget usædvanlig sigtelse har ramt to politifolk fra Nordsjællands Politi. De er nemlig begge blevet sigtet for bestikkelse ved at have modtaget eksklusive gaver fra den kendte rigmand Karsten Ree. Ifølge sigtelsen har gaverne bestået af luksuriøse ophold på Karsten Rees hoteller i Kenya og Zanzibar.
Det oplyser Radio24syv.
I efteråret 2014 efterforskede de to politifolk en sigtelse mod netop Karsten Ree. En sigtelse, hvor Karsten Ree var mistænkt for menneskehandel.
Sigtelsen blev dog efterfølgende frafaldet, da anklageren kunne konstatere, at intet i efterforskningen tydede på. at Karsten Ree havde begået noget ulovligt. Men efterfølgende har de to samme politifolk, som efterforskede sagen, været på ferie i Kenya og på Zanzibar på luksuriøse hoteller, som Karsten Ree ejer. De er nu begge suspenderet fra tjeneste.
Ifølge Radio24Syv er begge politifolk blevet sigtet efter straffelovens bestemmelse om bestikkelse, § 144, for i slutningen af november 2015 at have modtaget gaver fra Karsten Ree til en værdi af ca. 26.500 kroner.
Først et ophold fra d. 23.-26. november 2015 på Karsten Rees safari-resort i Kenya, Karen Blixen Camp. Herefter fulgte yderligere tre dages ophold d. 26. – 29. november på det fem-stjernede luksushotel Bluebay Beach Resort på Zanzibar med pool og direkte adgang til Det Indiske Ocean. Et hotel som også ejes af Karsten Ree.
Karsten Ree, der for alvor er kendt for sine handler med Den Blå Avis, Amagerbanken og Cimber Sterling, er ikke vendt tilbage Radio24syvs henvendelser i sagen.
Advokat Martin Cumberland, der repræsenterer en af de sigtede politifolk, siger til Radio24syv, at hans klient nægter sig skyldig.
”Det her er at skyde gråspurve med kanoner, og han kan slet ikke nikke genkendende til det her. Han har været ude at rejse som privatperson og har selv betalt flybilletter, og der er ingen forbindelse overhovedet til tjenesteudøvelsen, så han nægter sig selvfølgelig skyldig,” siger Martin Cumberland til Radio24Syv.
Det er den Uafhængige Politiklagemyndighed, som i første omgang har efterforsket sagen, og som har afleveret sagen til Statsadvokaten i København, der nu skal afgøre, om der skal rejses tiltale mod de to politifolk, eller om sagen skal indstilles.
”Rigspolitiet ser med den største alvor på mistanker om bestikkelse af betjente og ansatte. En dom for bestikkelse vil medføre afskedigelse af den ansatte," oplyser Rigspolitiets HR-direktør Anne Erlandsen til Radio24syv i et skriftligt svar.
"Rigspolitiet kan oplyse, at Rigspolitiet i den konkrete sag har iværksat de fornødne personalemæssige tiltag."