Nu overvejer han at bryde loven for at fange røverne
For et par uger siden var Rikke Louise Andersen på anklagebænken tiltalt for at have brudt persondataloven ved at lægge et overvågningsbillede på Facebook af en mand, som havde blottet sig foran hendes datter og en veninde. Rikke blev fritaget fra at skulle betale 5.000 kroner i bøde, men kun fordi politiet i første omgang havde sigtet hende under en forkert paragraf. Spørgsmålet om hvordan der skal dømmes i denne type sager om brud på persondataloven er altså fortsat uklare. Men nu er endnu en person klar til at udfordre loven.
LÆS MERE: Rikke vil kæmpe videre efter blotter-sag: "Danske straffe er til at lukke op og skide i"
Min Købmand i Stenderup ved Grindsted har inden for et halvt år haft to røverier i sin butik. Købmanden overvejer at frigive overvågningsbillederne, selvom loven forbyder det.
"Der er ikke sket en hel masse, tænker jeg. Vi er ikke blevet oplyst om, at de har fanget ham endnu," siger købmand Brian Duedal til TV SYD.
Efter det første røveri har Brian Duedal installeret 20 overvågningskameraer i sin butik. Han har endnu ikke offentliggjort overvågningsbillederne fra det første røveri.
"Jeg har overvågning, hvor noget af maskeringen smutter lidt ned og et billede udenfor butikken uden maskering. Det er endnu ikke offentliggjort," siger Brian Duedal.
Loven dikterer i dag, at offentliggørelse af overvågningsbilleder kun må ske med politiets tilladelse, og det er Brian Duedal helt med på. Alligevel har han indtil nu overvejet, om han skal dele billederne på de sociale medier.
"Hvis det kan være med til, at jeg skåner mine unge mennesker for at få sådan en oplevelse i fremtiden, så må jeg overveje, om jeg må tage straffen og offentliggøre dem alligevel," siger Brian Duedal til TV SYD.
Men efter TV SYD talte med Brian Duedal første gang har politiet offentliggjort overvågningsbillederne fra det første røveri. Altså et halvt år efter.
Dansk Folkeparti fremlagde et lovforslag til behandling i sidste uge, hvor de ville gøre det lettere for butiksejere og købmænd at offentliggøre billeder af kriminelle via de sociale medier. I det nye forslag ønsker DF, at politiet som udgangspunkt altid skal give tilladelse, medmindre politiet har en særlig grund til ikke at dele billederne.
"Vi vil gerne have, at folk i større grad selv kan fremlægge dokumentation, hvis en butiksejer f.eks. bliver udsat for et overgreb eller tyveri. Det kan man ikke – det svar har vi fået. Så vi kommer med et forslag, der muliggør det alligevel," siger Hans Kristian Skibby (DF) til TV SYD.
I købmandsbutikken i Stenderup melder Brian Duedal klart ud.
"Hvis jeg vælger at bryde loven, så er det mit ansvar. Det skal man gøre med åbne øje og uden at pive bagefter."