Ung kvinde i livsfare i uhyggeligt og brutalt strangulerings-overfald
En 24-årig mand fra Ikast meldte søndag middag sig selv til politiet. Forinden havde politiet ledt en del efter ham, men forgæves. Han vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for livstruende vold mod en 18-årig kvinde fra Herning. Det skriver aoh.dk.
Overfaldet fandt sted på den 24-åriges adresse i Ikast, hvor han var sammen med den unge kvinde fra Herning.
Her overfaldt han kvinden og forsøgte at strangulere hende. Blandt andet tog han kvælertag på hende, og da den 18-årige kvinde efterfølgende indfandt sig på skadestuen i Herning, kunne man konstatere, at hun havde blodudtrækninger i øjnene samt stranguleringsmærker på halsen. Politiet oplyser, at hun meget vel har været i livsfare. Ud over stranguleringen blev hun også slået på kroppen og ansigtet, skriver aoh.dk.