Vild biljagt gennem lille by
Ung bilist uden kørekort forsøgte at stikke af fra politiet.
En yngre mand, der var frakendt kørekortet, forsøgte tidligere i dag, onsdag, at slippe fra Østjyllands Politi.
Biljagten foregik blandt andet igennem Lerbjerg og endte ifølge vagthavende ved Østjyllands Politi et stykke syd for Laurbjerg.
Kørte igennem Lerbjerg to gange
Cirka 14.35 kom bilen drønende igennem Lerbjerg, fortæller Valentin Kaaber, der bor i Lerbjerg. Han nåede at tage et par billeder og at tage en mindre video af biljagten, dog uden at flugtbilen kom med i den. Personbilen i videoen har intet at gøre med episoden.
"Der foregik en hastig biljagt igennem Lerbjerg cirka 14.35. Flugtbilen kom fra Laurbjerg-siden og kørte med stor hast igennem byen i retning mod Hadsten efterfulgt af politiet på motorcykel. 2 minutter efter kom flugtbilen tilbage til Lerbjerg og drejede til venstre ned over banelegemet mod Lyngå stadig efterfulgt af politiet. Efter yderligere 2 minutter kom en patruljevogn og holdt ind på en indkørsel lige overfor t-krydset Hadstenvej/Lyngåvej," genfortæller han dagens hændelse.
En motorcykelbetjent kom retur fra Laurbjerg-siden, vendte om ved sportspladsen og efter en kort ordveksling med kollegaerne i patruljevognen kørte begge køretøjer mod Laurbjerg.
Vagthavende ved Østjyllands Politi bekræfter, at der har været en biljagt. Han fortæller yderligere at den unge mand blev anholdt stille og roligt lidt syd for Laurbjerg. Det viste sig, at han var frakendt kørekortet, oplyser vagthavende.