46-årig anholdt i kæmpesag om sexmisbrug af børn
Københavns Vestegns Politi har sammen med Nordsjællands Politi siden torsdag efterforsket en sag, hvor en 46-årig mand fra Vestegnen er mistænkt for seksuelt overgreb på flere børn under 12 år.
Den 46-årige blev torsdag den 16. marts anholdt af Nordsjællands Politi for et sådan overgreb og dagen efter varetægtsfængslet i 4 uger i et grundlovsforhør afholdt bag såkaldt dobbeltlukkede døre ved Retten i Helsingør. I forbindelse med grundlovsforhøret, blev der nedlagt navneforbud i sagen.
”Der er sat betydelige efterforskningsressourcer ind på afdække denne alvorlige sag. Men på grund af de dobbeltlukkede døre, har vi ikke mulighed for at gå i detaljer om efterforskningen. Vi kan dog oplyse at vi er i et meget tæt samarbejde med de kommunale myndigheder samt Børnehus Hovedstaden og deres psykologer i denne sag,” siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi.